• Hjem
  • Oplevelser
  • Book en guide
  • Eventkalender
  • Indsend Oplevelse
  • Annoncører
  • Kontakt
  • E-udgave
    • Oplevelsesguiden 2020
    • Oplevelsesguiden 2019
    • Oplevelsesguiden 2018
    • Oplevelsesguiden 2017
    • Oplevelsesguiden 2016
  • Hjem
  • Oplevelser
  • Book en guide
  • Eventkalender
  • Indsend Oplevelse
  • Annoncører
  • Kontakt
  • E-udgave
    • Oplevelsesguiden 2020
    • Oplevelsesguiden 2019
    • Oplevelsesguiden 2018
    • Oplevelsesguiden 2017
    • Oplevelsesguiden 2016

Kalundborg

Birkendegård

Kalundborg

Birkendegård

Røsnæs fyr

Røsnæs

Røsnæs fyr

Kalundborg By

Kalundborg

Kalundborg By

Historisk museum

Kalundborg

Historisk museum

Saltbækvigs smukke natur

Saltbækvig

Saltbækvigs smukke natur

Selchausdal Skov

Kalundborg Kommune

Selchausdal Skov

Fugledegård, Tissøringen

Kalundborg Kommune

Fugledegård, Tissøringen

Reersø

Kalundborg

Reersø

Vesterlyng

Vest for den lille havneby Havnsø ligger Sjællands største, sammenhængende hedeområde. De 326 haer fredet og byder på en fantastisk oplevelse af kilometerlang, meget børnevenlig badestrand med blåt flag, vandreklitter, vilde urter, fritgående heste og køer m.m.”Ejerlauget for Eskebjerg Vesterlyng” ejer Vesterlyngen,og det er også deres køer og heste, der går frit over hele området fra midten af maj til midten af oktober.

Den sydlige del af stranden er åben for nøgenbadere, ligesom området tiltrækker wind- og kitesurfere. Margueritruten fører lige forbi dette naturskønne område, hvor man også haren smuk udsigt til Nekselø og Sejerø.

Der er flere parkeringspladser og offentlige toiletter tæt på stranden.Tager man hunden med skal man huske, at den skal føres i snor.

Vesterlyng

Sortensten

Ud for Asnæs nordkyst ind mod Kalundborg Fjord – ved Forskovens nordøstlige hjørne ligger Sortensten. På den anden side af fjorden ud for Røsnæs sydkyst i nærheden af Vindekilde ligger en anden stor sten ved navn Blak. Sagnet fortæller, at Sortensten er kastet af kæmpen Refs på Røsnæs mod kæmpen As på Asnæs. Som hævn kastede As til gengæld Blak mod Røsnæs, og i begge sten skal der findes aftryk af kæmpernes fingre.

(Red, Palle Bruun Olsen)

Se også om I kan få øje på Hvidensten, der måske er kommet til på samme måde som Sortensten…

Sortensten

Dyrehøj Vingaard

Dyrehøj Vingaard er Danmarks største vingård

Dyrehøj Vingaard ligger på det solrige Røsnæs ved Kalundborg og er Danmarks største vingaard med 26 400 planter. De første planter blev sat i 2008. De kalkholdige skrænter og det kølige klima giver et fantastisk grundlag for at dyrke druer. I vinkælderen bliver RÖS skabt af vinbonden og hele teamet bag vingården.

Dyrhøj vingaard er også rammen omkring mange spændende arrangementer som revy, julemarked, rundvisninger etc

Dyrehøj Vingaard

Tingstedet Løve

Tingstedet i Løve er i dag en mindelund med mindesten for nogle af egnens mest betydningsfulde personer. Der er i alt 14 mindesten i mindelunden. I løbet af forsommeren 2016 bliver der opsat QR-koder ved de enkelte mindesten, så man på stedet kan få lidt historie om de enkelte personer.

 

Jens Larsen Nørreslet var i 1881 – 1919 ansat som lærer i Løve og i Knudstrup. Han fandt ved hjælp af gamle marknavne og samtaler med egnes gamle folk frem til det sted, hvor han mente, det gamle tingsted havde ligget. Mindelunden blev oprettet i 1934.

 

I anledning af 150-året for Stavnsbåndets ophævelse blev der i 1938 opstillet fire mindesten ved indgangen til Mindelunden. En af stenene markerer selve Stavnsbåndets ophævelse i 1788, hvor bonden atter frit kunne flytte fra sin hjemstavn. De tre andre sten er sat over mænd, der alle ydede en stor indsats i forbindelse med bondens frigørelse for hoveriet, jordens udskiftning og gårdenes udflytning. Alt sammen væsentlige begivenheder, der fandt sted i tiden omkring Stavnsbåndets ophævelse.

 

De tre sten er for J. F. F. Phister, som var sognepræst i Gierslev 1773 – 1797. Phister hjalp bønderne i Gierslev med at slippe fri for hoveriet, det vil sige tvangsarbejde, på Sæbygård i 1776. Hans Jensen Bjerregaard, som i 1772 købte Løvegaard og efter en brand flyttede den til dens nuværende placering og bonden Lars Larsen fra Gierslev, som krævede selvdrift og dermed udskiftning.

 

Den seneste sten blev opstillet i 2014 for landsretssagfører og politiker Hermod Lannung. Han er født på gården Vestervang i Høng.

 

Red. Henning Vingborg

Tingstedet Løve

Møllebakken

Møllebakken er en offentlig bypark på toppen af Kalundborg Bymidte.

Oprindelig var området domineret af 7 store vindmøller, men i dag er det omdannet til et smukt lystanlæg med stier gennem skov og store græsarealer, udsigtsbænke med et flot kig over byens tage og fjorden, et 8-kantet, rødt vandtårn, friluftsscenen Gryden, tennisbaner og en lang stentrappe, der fører fra området ned til Solskinspladsen midt på byens handelsgade Kordilgade.

Møllebakkeanlægget har i mange årtier været rammen om kulturelle arrangementer ligesom i dag, hvor man kan opleve alt fra politiske 1. maj-møder, omrejsende cirkus og tivoli, markedsdage, teaterforestillinger, intimkoncerter, cykel- og motionsløb til de daglige lufteture med hunden og kælketuren med børnene i sneen.

Møllebakketrappen er lavet af sten fra markerne i den nærmeste omegn af Kalundborg og stod færdig i 1932. På vejen fra Kordilgade op til Møllebakkeanlægget møder man bl.a. en buste af den tidligere radikale folketingsmand og indenrigsminister Ove Rode, der var valgt i Kalundborgkredsen, og 5. maj stenen, der står til minde om Danmarks Befrielse i 1945.
Det er altid et hit at udfordre børnene på hvor mange trin, der mon er i alt…

Møllebakken

Nekselø

Nekselø

Asnæs

Asnæs er en halvø der skyder sig ca. 12 km ud i Storebælt og begrænser Kalundborg Fjord mod syd. Sydkysten af halvøen er kystlinje for Jammerland Bugt – den del af Storebælt der strækker sig langs Asnæs og ned forbi Reersø. På sydkysten kan du være heldig at se en sæl sole sig på en stor sten i fjorden.

En del af Asnæs ejes af Lerchenborg Gods, der bl.a. har anlagt landets største solcellepark De arealer, som i dag udgør Lerchenborg Gods, hørte i 1600-tallet under den stærke kongeborg Kalundborg Slot. Lerchenborgs hovedbygning er midtpunkt for et storslået herregårdsanlæg udformet efter barokkens idealer.

På halvøen findes to skove: Asnæs Forskov og Vesterskoven – begge skove har mange vandrestier og skovbryn helt ned til vandkanten til begge sider. I fjorden ud for Forskoven midt på halvøen ligger Sortenstenen.

Halvøen rummer i henved 100 gravhøje, som for langt hovedparten formodes at være fra yngre bronzealder. Gravhøjene skal fremover indgå som en del af Kulturstyrelsens landsdækkende formidlingsprojekt ”Danmarks Oldtid i landskabet”.

Yderst på halvøen hører til Asnæsgården & Mineslund med åbne stalde og en lille gårdbutik og på spidsen af Asnæs findes et spændende område kaldet Dyrehaven med vandrestier forbi både stejle skrænter, småsøer og tæt krat.

Asnæs

“Blå Flag”-strande

Badestrande med Blåt Flag i Kalundborg Kommune                                               

Langs kommunens kyst, finder man mange fine og meget forskellige badestrande. Og ifølge Friluftsrådet, forventes 7 strande at kunne flage med Blå Flag denne sommer. Det betyder, at disse strande vurderes at gøre en ekstra indsats for miljøet eller forsøger at højne strandens eller havnens standard. Man skal ansøge om det Blå Flag hvert år og derfor vil du på disse strande opleve, at der er en høj vandkvalitet, at der er en klar og tydelig miljøinformation, at der er gode udenomsfaciliteter og at der er fokuseret på badesikkerhed.

 

Mullerup Strand

Mullerup Strand ligger nord for Mullerup Havn og strækker sig over ca. 5 km. Det er en dejlig, børnevenlig sandstrand med rent, klart, lavt vand. På stranden forefindes bl.a. toilet og kiosk, ligesom her er borde, bænke og bålplads. Syd for havnen, hvor Mullerup Klint begynder, er det også muligt at bade og tage sol nøgen. Der passerer dog af og til folk på strandvandring.

 

Reersø Nordstrand

Børnevenlig sandstrand med beachvolley bane og gode parkeringsforhold. Stranden har blåt flag.

Hver morgen året rundt mødes Reersø Vinterbadere her for at få det daglige, friske havbad.

 

Bjerge Syd- og Nordstrand

Bjerge Strand er delt op i Bjerge Sydstrand og Bjerge Nordstrand. Fælles for begge er, at de har dejlig sandstrand med klart vand. Bjerge Sydstrand er meget børnevenlig, da sandbunden kun er let skrånende. Ved ebbe opstår der små sandøer helt inde ved strandbredden.
I den sydlige ende af Bjerge Sydstrand findes en beachvolley-bane og en legeplads.
Der er foruden badning, beachvolley, vandreture og strandaktiviteter også gode muligheder for windsurfing, sejlads og lystfiskeri her.

 

Ulstrup Sønderstrand

Stranden ved Røsnæs er en sten- og sandstrand. Vandstanden varierer meget i forbindelse med høj- og lavvande. Der er stejle skrænter ned til stranden. Her kan man både opleve marsvin i havet og flotte solnedgange over Storebælt.

 

Gisseløre Badebro

Blandet strand med fine ”sandpletter”, et lille græsområde og flere badebroer ud i fjorden. Her er toilet, bord-bænkesæt og a la carte restaurant med udendørs servering og fantastisk udsigt over havet. Handicapvenlig.

 

Saltbæk Badebro

Lang badebro og dejlig sandbund, flere fine vandrestier og gode parkeringsforhold.

 

Havnsø Havn

Med Blå Flag station, hvor naturvejleder sommeren igennem arrangerer forskellige aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Lige over for havnen kan man købe de, for mange velkendte, store, dejlige vaffelis.

“Blå Flag”-strande

Bispegården i Kalundborg by

Bispegården (Adelgade 6) er opført i årene 1450-1480 af biskoppen i Roskilde, der på det tidspunkt var en af Sjællands største jordbesiddere. Han opholdt sig her, når han besøgte Kalundborg for at ordne sine forretninger og klare sine gejstlige forpligtelser.

Efter reformationen blev Bispegården i 1538 udstykket og solgt i fire dele. Salsbygningen (den røde bygning, Adelgade 8) blev af kongen overdraget til byen, som indrettede den til rådhus i 1539. Helt frem til 1854 fungerede bygningen som byens rådhus, indtil man tog det gule rådhus på Torvet i brug (tidl. skatteforvaltning). I kælderen under rådhuset var der fængsel. Ganske flugtsikkert – historien fortæller hvordan mad og drikke til arrestanterne blev sænket ned i kælderen gennem en lem i gulvet til de “hårde” arrestanter, der sad i hundehullet.

Gennem årene blev Bispegården atter samlet hos en ejer. Og siden 1917 har hele Bispegården været ejet af Kalundborg Kommune, der har brugt bygningen til forskellige formål – bl.a. kommunekontor og beboelse.

I 1970 kort efter forrige kommunesammenlægning blev bygningen sat i stand under ledelse af professor, arkitekt Tobias Faber. Inventaret er designet af Poul Kjærholm – det store bord er ”custom made” til salen, og altså kun fremstillet i dette ene eksemplar. Tilsvarende findes der kun 3. eksemplarer af de små Poul Kjærholm-borde; de står alle 3 her i lokalet og er fremstillet til brug for pressen under byrådsmøder. Byrådsmøderne i gamle Kalundborg Kommune blev i årene 1970-2006 holdt i dette lokale.

Hovedudsmykningen er den lokale kunstner Grete Balles fri vævning ”Åbent møde”, der er inspireret af indsejlingen gennem Kalundborg Fjord.

1978-80 foretog Kalundborg Kommune en gennemgribende men nænsom restaurering af den resterende del af Bispegården. Ved restaureringen skabtes nogle af de smukkeste og mest karakterfulde udstillingslokaler på Sjælland.

Den 3. juli 1981 åbnede den første kunstudstilling i de nyrestaurerede lokaler. Det var en udstilling med den lokale maler Hans Sørensens værker. Udstillingen blev besøgt af ca. 2000 gæster. Og siden da har lokalerne dannet rammen om hundredvis af udstillinger med nogle af Danmarks bedste kunstnere.

Det er Kalundborg Kunstforening, som har ansvaret for tilrettelæggelse af de 7 årlige udstillinger.

 

Red. Palle Bruun Olsen

Bispegården i Kalundborg by

Bomhuset

Lige fra jeg flyttede til Kalundborg for 40 år siden, har jeg beundret Bomhuset på Sct. Jørgensbjerg.

Det lille gule hus med højt tag og grønt træværk vækker drømme i mig. Gamle drømme fra dengang i barndommen, hvor jeg ”flyttede ind” i mine selvlavede skotøjs-dukkehuse. Drømme om et ubekymret liv i små, smukke og hyggelige omgivelser.

Jeg har læst, at huset er fra 1796 og at der fra huset blev opkrævet afgifter for de varer som blev solgt i byen. Jeg ved ikke hvem der ejede det, eller om det har været beboet nogensinde.

For mig er det lille hus også et fint vartegn for Kalundborg. Derfor fik jeg lyst til at male det. Så længe jeg arbejdede på det, ”flyttede” jeg ind i det – og i den tid levede jeg et ubekymret liv igen. Jeg håber mit billede kan vække nysgerrigheden hos andre som bor her, eller er på besøg i byen.

Bomhuset

Dalby Hals

Tuttens klokketårn og hals

På halvøen Hals, højest på klinten, finder man Tuttens Klokketårn.

Det siges, at der i gammel tid lå en sørøverborg, der havde udsigt over Storebælt med ly af Reersø Skove, for dengang var der store skove på Reersø.

Historien fortæller, at den sidste, som rådede på Tuttens Klokketårn, var en Frue. Hun var rig, og hun var kræsen. Umådelig kræsen. Hun gad ikke æde andet end Sildenakker, som er det sødeste af silden.

Ved den levemåde forødte hun sit gods. Da hun så til sidst ikke ejede mere at leve for, befalede hun sin kusk, at han skulle køre hende ned ad den stejleste skrænt ved Tuttens Klokketårn. Det gjorde han, og Fruen brækkede sin Hals og deraf fik stedet sit navn.

 

 

Dalby Hals – Tissøkompleksets havn

I foråret 2012 udgravede arkæologer fra Nationalmuseet anløbspladsen til Tissøkomplekset, beliggende ved Dalby Hals. I årene forinden modtog Nationalmuseet mange fine detektorfund fra området, og på baggrund af fundenes fine karakter indledte museets arkæologer en undersøgelse i området. Metaldetektorfundene omfatter, blandt andet, støbetapper af bronze, smedeaffald, nøgler, bronzeperler, mønter og meget andet. Også glasfragmenter fra importerede frankiske drikkebægre og blymodeller til nøglefremstilling blev fundet ved detektorafsøgningerne.

Pladsen er beliggende bag Reersø, der i dag er landfast med Sjælland. I vikingetiden bestod Reersø af op til flere mindre øer, hvilket gør at man har kunne sejle indenom ø-gruppen, og videre ind af Halleby Å til Tissøkomplekset.

Dalby Hals

Det maritime Vestsjælland

En havn er altid et godt udflugtsmål og i Kalundborg Kommune findes der et rigt og levende havnemiljø, flere steder med mulighed for køb af friskfangede fisk, store iskager, en kold øl, krabbefiskeri, sejlads, badning osv. Her er 4 kommunale havne; Havnsø, Sejerø, Røsnæs og Nekselø Havn. Derudover findes der havn i Reersø, Mullerup og 2 lystbådehavne, der begge ligger i Kalundborg Havn.

Og der er god grund til at følge Kalundborg havnefront. Lige nu er mange kræfter i gang med at finde den helt rigtige løsning, så kommunens borgere kan få en havnefront med mange og spændende aktiviteter. Kommunen har nedsat forskellige havnefront grupper – og der kommet mange innovative forslag – nogle af disse forslag vil i mindre målestok blive afprøvet frem til 2017.

Det maritime Vestsjælland

Dronning Margrethe d.1 på Reersø

Ved Reersøhuset står en Dronning Margrethe figur støbt i bronze, udført af kunstneren Raghild Raggen Nielsen. Figuren er inspireret af historien om dronningens utilsigtede besøg på Reersø.

Ifølge den mundtlige overlevering, forliste Dronning Margrethe nord for Reersø i Jammerlandsbugt og drev på en planke i land på Reersøs nordkyst. Hun var på vej fra Fyn til Kalundborg slot, som var et af kongemagtens tilholdssteder. Kongen/Dronningen måtte hele tiden rejse rundt i landet for at fortælle, at det var dem, der regerede.

Man modtog hende uden at vide, hvem hun var, og det var først da gårdejeren Hans Hansen, der havde huset damen i 3 dage, kørte hende ind på Kalundborg slot, at hun afslørede, hvem hun var.

Dronningen bestemte derefter, at Reersøboerne, som tak for deres enestående gæstfrihed mod en ukendt og tilsyneladende fattig kvinde, skulle være fri for at betale tiende. Desuden skænkede hun dem et stort engareal på Ornum, hvor hun og Hans Hansen havde slået hvil, så Reersøboerne altid havde et hvilested, når de skulle til købstaden.

Dronning Margrethe d.1 på Reersø

Einar Solvang

Banksia-nødder på Asnæs


Hos trædrejer Einar Solvang på Asnæs, kan man bl.a. opleve en noget anderledes nød, end vi normalt finder på vore breddegrader. Det er Banksia nødden, der er koglen fra 5-10 meter høje Banksia træer (Banksia Grandis), som vokser i Vest Australien. Nødden indeholder i naturen små, hvide korn, som er spiselige.


På sit trædrejer-værksted, forarbejdes nødden, så den forvandles til unikke pynteting og brugskunst. Her er nødden fx blevet til lysestage og blyantsholder.


Einar Solvangs værksted finder du på Sønderstrandsvej 86 på Asnæs. Man er velkommen til at køre forbi, men hvis man vil være sikker på, at der er åbent, kan man ringe og lave en aftale på 59504201 eller 30520163.

Einar Solvang

Ellinglund

Ellinglund er et lille lystanlæg vest for Kalundborg centrum, der består af en lille, hyggelig sø, hvor man hele året kan fodre ænder og slappe af på opsatte bænke, der omkranses af buskbevoksning og med opgang til en mindre blandingsskov stødende op til mose med rørskov og et større idrætsanlæg Munkesøen.

Området har tidligere været grusgrav, men i 1878 tilbød boghandler Lars Elling og købmand Ole Lund at tilplante grusgraven og omdanne den til et lystanlæg. Deraf navnet Ellinglund.

Søen i Ellinglund bruges også i vinterhalvåret som skøjtesø. Der er dog kun åbent for færdsel på søen i perioder, hvor der er skiltet med ”Færdsel på isen tilladt”.

Øst for anlægget, med indgang fra Lundemarken, ligger løbeklubben 5 Tårns Motions klubhus samt petanque- og krolfbaner.

Ellinglund

Gisseløre – Byens rekreative område

Via cykel- og gangsti befinder man sig i løbet af få minutter fra Kalundborg bymidte på vej ud mod Houget og landtangen Gisseløre, der er et smukt, rekreativt strandområde længst inde i Kalundborg Fjord.

Området rummer både sejl- og roklub, et vildtreservat, Kalundborg’s tidligere Radiostation med to mægtige telemaster, sportsplads/festivalområde, A la carte restaurant, parkering, en lille lund med offentlige toiletter, vandrestier og en børnevenlig strand med flere badebroer og blåt flag. Vest for sportspladsen ligger en græsplæne som kaldes tørrepladsen, idet fiskerne i gammel tid tørrede deres garn her.

Gisseløre har til alle tider været et yndet badested. For år tilbage lå her en stor Søbadeanstalt med omklædningskabiner, broer, vipper og rutchebane. Senere blev badeanstalten erstattet af en stor hesteskoformet bro, hvor mange af byens børn fik deres første svømmeundervisning.

I dag er der stadig flere broer hen ad kysten og for Isfuglene – byens vinterbadere, findes her også en helårsbro lige over for sportspladsens omklædningsrum, hvor de kan benytte bade- og toiletforhold.

Se også www.vinterbadeklubben-isfuglene-kalundborg.dk.

Gisseløre – Byens rekreative område

Loch Ness i Tømmerup

Ca. 4 km fra Kalundborg by, i en tidligere grusgrav, finder man den lille oase kaldet Loch Ness. Området ligger i et dejlig, kuperet landskab med et rigt fugleliv. Arealet har flere stier rundt om små søer fyldt med mange arter af ænder og gæs, og for små penge kan man købe brød i poser til at fodre dyrene med.

Her er åbent for alle, og der er nødtoilet, bålsted, bordbænkesæt og læskure rundt i området. Til børnene er her to legepladser, en skrænt med træer og tov, hvor børnene kan kravle og bygge huler. I voliere holdes farverige undulater, parakitter og zebrafinker, og hvis man kigger rigtig godt efter, kan man være heldig at få øje på et ægte Loch Ness uhyre placeret i søen.
Der afholdes flere arrangementer i løbet af året, bl.a. Sankt Hans og friluftskoncerter.

Loch Ness drives i dag af beboerforeningen Loch Ness Venner. Læs mere på www.lochnessvenner.dk

Loch Ness i Tømmerup

Landbrugsmuseet Fløjgården

På Landbrugsmuseet Fløjgården, der i dag er ejet af Arne og Kirsten Hansen, finder du en enestående samling af gamle hesteredskaber fra år 1800 – 1950. Museet rummer i dag over 2000 udstillingsgenstande.

Museet har åbent i perioden maj til oktober onsdage kl. 10-16, den første weekend i måneden kl. 10-16 og lørdag den 21/7 – søndag den 22/7 kl. 10 – 16 afholdes ”Arbejdende museum”, hvor man bl.a. kan komme og se kørsel med belgierheste for selvbinder, hesteomgang m.m.m.


På museumsgården holdes de store Belgier heste, der før hen var en af de mest foretrukne arbejdsheste i landbruget. Nogle gange l løbet af året spændes de for nogle af de gamle landbrugsredskaber.
Den typiske Belgier er en stor og imponerende hest. Den kraftig og tung, men på samme tid alligevel elegant. Gennemsnitshøjden for belgieren er på ca. 165 til 170 centimeter i stangmål, vægten kan nemt komme op på en ton. Det er en meget stærk hest med en stor arbejdsvilje og et roligt og venligt temperament. Belgierhestens forfader var den Flamske hest.

Den Flamske hest var allerede kendt på den romerske kejser Cæsars tid. I middelalderen blev den Flamske hest brugt til at bære ridderne i deres tunge rustninger i kamp. Disse heste har nok ikke lignet vore dages belgiske heste, men det er deres blod, der løber i årerne på vores Belgierheste i dag. Det område, hvor den Flamske hest kom fra, er det område, som vi i dag kender som Belgien – deraf navnet “Den Belgiske Hest”.

Landbrugsmuseet Fløjgården

Munkesøen i Kalundborg

Munkesøen danner rammen om både vandrehjem, fodboldstadion og atletik faciliteter. Derudover er pladsen mellem Allikelund Gymnasium og Kalundborg Gymnasium stedet, hvor man kan muntre sig på en nyrenoveret skaterpark, der er en håndbygget bane på 700 kvm, anlagt så den tilgodeser de mange behov for flere forskellige terræn, sværhedsgrader og udfordringer. Her kan også dyrkes beachvolley, spilles basketball ligesom her er legeplads og løbe/cykelbanen. Det er også start- og slutsted for en 3,5 km Hjertesti, der fører gennem skov, by og kuperet terræn. Den kan bruges hele året, da den ryddes for sne osv. Hjertestien er egnet til både cykling, løb og barne-/klapvogne. I parken kan man spille disc- og fodboldgolf på en 9-hullers bane og over for Munkesøanlægget ligger byens svømmehal med både springbassin, svømmebassin og børnebassin, sauna, samt udstyr til Aquapunkt-træning. Her er også motionscenter, sportshaller, cafe og restaurant.

Der er parkering og adgang til området fra J Hagemann-Petersens Alle, Kalundborg.

Munkesøen i Kalundborg

Løve Mølle

Løve Mølle blev bygget i 1860, men brændte ned i januar 1881. Allerede i slutningen af samme år, var møllen imidlertid genopført og køreklar igen.

Det var kromanden, der i 1860 byggede den første mølle i samarbejde med møller Dedenroth i Høng. Senere blev møllen solgt først til Brugsforeningen og derefter til Ole Pedersen, som blev møllens sidste møller. Han drev møllen indtil 1961, hvor han overdrog møllen til det nyetablerede Løve Møllelaug, som siden har stået for møllens drift og vedligeholdelse.

 

Løve Mølle er en hollandsk gallerimølle. Det vil sige, at møllen har en omgang i 6 meters højde, hvorfra møllerne kan betjene møllen og sætte sejl på vingerne. Fra Gallerigangen er der en fantastisk udsigt. Man kan i klart vejr se til Odense, Kalundborg og Slagelse.

 

Løve Mølle er fredet og fremstår i dag som en arbejdsplads anno 1881.

 

Møllen var i datiden vigtig for samfundet. Det var en vigtig arbejdsplads, som udnyttede naturens kræfter (vinden) til at udføre et stykke arbejde – nemlig at male korn. Mølleren var dengang en betydningsfuld person, som rangerede højt i samfundet.

 

I dag bliver møllen drevet af frivillige møllere, som maler hvede og spelt til mel, der sælges fra møllen. Møllerne viser gerne gæster rundt i møllen lige fra grundplan og de 19 m op i møllens hat. Møllerne fortæller også om møllen og kværnenes funktion. Til børnene har møllen to håndtrukne kværne og en lille valse, som de kan få lov til at bruge til at male mel eller valse havregryn på.

 

Møllen har åbent tirsdage og torsdage fra 1/6 til 31/8 samt i efterårsferien kl. 13 – 16, søndag den19/6 kl. 10-16 samt den 26. og 27/11 kl. 10-16, hvor det årlige julemarked afholdes. Møllen kan også besøges af selskaber efter aftale. Ring til Ole på 2031 9320.

Løve Mølle

Vor Frue Kirke

Da Vor Frue Kirkes midtertårn sank i grus

En tidlig septembermorgen i 1827 styrtede midtertårnet på Vor Frue Kirke sammen, og helt frem til 1871 måtte byens 5-tårnede stolthed nøjes med 4 tårne, som det f.eks. ses på et lille maleri af Johan Thomas Lundbye, der hænger på Statens Museum for Kunst.

Årsagen til sammenstyrtningen skal nok søges i dårlig vedligeholdelse i kombination med, at mange begravelser inde i kirken gennem årene havde svækket bæreevnen på de 4 søjler, der bærer midtertårnet. Ingen personer kom til skade ved sammenstyrtningen, men en del af kirkens inventar blev ødelagt.

Blandt de få vidner til sammenstyrtningen var den 11-årige dreng Jens Emanuel Holm, der senere skulle blive en kendt skomagermester i Kalundborg – og såmænd også oldefar til Eli Benneweis.

(Maleri af J.Th. Lundbye, fra 1837, titel “Kalundborg Kirke”, findes på Statens Museum for Kunst.)

Vor Frue Kirke

Landbomuseet på Birkenedegaard

På Birkendegaard er der, i en af de gamle længer, som ikke mere bruges af godset, indrettet et spændende museum med gamle landbrugsredskaber samt redskaber fra gamle håndværk og ikke mindst redskaber fra den daglige husholdning.

Endvidere er der minder fra landsbyskolen og kirken som de var engang, og så er der ikke mindst en masse gammelt legetøj, som mange besøgende hvert år falder i staver over mens minderne dukker frem. Det er i øvrigt typisk at besøgende får rusket op i deres hukommelse, når de bagefter nyder en kop kaffe i caféen på museet.

Der er åbent i månederne maj til og med september hver onsdag og søndag kl. 11-16 samt nogle dage i efterårsferien.

Landbomuseet på Birkenedegaard

Havnsø

Havnsø ligger i den sydlige del af Nekseløbugten, tæt på det fredede Vesterlyng. Her er omkring 1000 fastboende. Havnen er en kombineret fiske-, færge- og lystbådehavn, med 250 faste lystbådepladser og en kajakklub. Havnsø havn er også i år indstillet til Blå Flag og har om sommeren en Blå Flag Station med mange spændende arrangementer.
Området omkring havnen omfatter bl.a. et stort sommerhusområde. Fra april frem til midt i september afholdes der hver lørdag kræmmermarked. Til Skt. Hans arrangeres bål og båltaler og 1. advent tændes byens juletræ. Omkring havnen findes flere fine spisesteder og et ishus med de kendte Havnsø-is.
Fra Havnsø sejler der hver dag færger til den fredede Nekselø og til den lidt større ø, Sejerø.

Havnsø

Tissø

Med et areal på ca. 12,3 km2 er Tissø Danmarks fjerde største sø. Søen er en ferskvandssø med gennemstrømning fra Halleby Å fra Åmosebassinerne. Via åens nedre løb er der afløb til Storebælt.

Tissø har store vandstandssvingninger. De brede enge og rørskove er ofte vanddækkede om foråret og tørlagte om sommeren. I sensommeren og om efteråret er vandet ofte så lavt, at kysten består af sand og sten.

Langs søens bredder er vanddybden ikke over ca. 1 m. Men ca. 250 m ude, går det ret brat ned til 10-12 m. Der er et rigt og varieret fiske- og fugleliv omkring Tissø og her kan regelmæssigt observeres jagende havørne og fiskeørne – et sjældent syn i Danmark.

På søens østlige bred ligger en lille bøgeskov Klinteskov. Skoven er privatejet af godset Selchausdal, men man må færdes på de anlagte stier og her er mange sjove opdagelser at gøre sig. Her ligger nemlig både rester af et tidligere geddeklækkeri, et tidligere traktørsted Klintehuset, en gammel iskælder, 270 forskellige arter af urter, træer og buske, små vandløb m.m.

Tissø

Hundepoten i kirkemuren

I kirkemuren ud mod Præstegade kan man se en munkesten med aftryk af en stor hundepote.

Munkestenen stammer måske helt tilbage fra kirkebyggeriet omkring 1220. Stenen er fremstillet ved at der er fyldt ler i en træform. Inden brænding har stenen været stillet til tørring i solen, og her har en af byens hunde altså gået henover stenen, inden den var tør. !

En stilsvarende sten findes indmuret som grundsten i rådhuset på Holbækvej. Her er det bare en kat, der er gået henover den fugtige sten. Rådhusets grundsten finder man til venstre for personaleindgangen mod vest.

Hundepoten i kirkemuren

Røsnøs Naturskole

Røsnæs-halvøen er et usædvanligt naturområde, fordi det rummer lidt af det hele. Både bakker og dale, vand og skov og sø. Og masser af dyr, insekter og planter.

Midt i herligheden ligger Røsnæsgården, som i dag er naturskole, café, udstilling og lejrskole. Røsnæsgården drives af Kalundborg Kommune i samarbejde med Naturstyrelsen.

Guidede ture efter aftale

Offentlige ture om biologi, geologi og historie. Undervisning for universiteter, skoler, børnehaver.

Lejrskole /kurser/ fest

Røsnæsgårdens moderniserede hovedbygning udlejes til lejrskoler og private selskaber. Der er 8 værelser med 30 senge og siddeplads til 60 pers i selskabslokalet. Pejsestue og spisekøkken i alt 600 m2

Udstillings/madpakkestald

Den gamle hestestald med båse er åben for alle året rundt. Borde og bænke til 50 pers. Toilet findes ved Cafe Edderfuglen.

Naturlegeplads og klappedyr

Den omgivende have er åben året rundt. Geder, får, æsler, høns og kaniner, bålsted, klatretove, gynge.

Vågehøj

Højt udsigtspunkt 200 m fra Naturskolen og underjordisk radarbunker fra den Kolde

Krig. Bunkeren har åbningstider fra påske til efterårsferien eller efter aftale med Naturskolen.

Vindekilde og græssende køer

Gårdens jorde er græssede overdrev og småskove, med fri færdsel overalt. Der er strøm på

hegnene, køerne er fredelige. Den fineste natur finder man i det gamle overdrev Vindekilde på

skrænterne syd for gården.

Primitiv lejrplads

Øst for gården ligger en primitiv lejrplads. Den er gratis og kan ikke reserveres. Der er bålsted, bord-bænksæt og affaldsspand. Vand og toilet på gården.

 

Sheltere og gruppe-lejrplads

Vest for Skanseskoven ligger 3 sheltere og en stor teltplads med multtoilet, bålsted og bord-bænkesæt. Skal reserveres på www.udinaturen.dk. gratis.

Røsnøs Naturskole

Mullerupstenene

Det var en lille pige fra området, som i år 1900 gjorde et fund, der med et bragte navnet Mullerup rundt i hele verden. Pigen fandt knogler, tilgjort som redskaber, der skulle vise sig at være en del af en boplads fra en ældre stenalder (år 8000-5000 f.k.), som kloden rundt i dag er kendt som Maglemosekulturen. Pigens fund har således givet navn til en hel tidsperiode, der samtidig åbnede en ny epoke i stenalderforskningen. Pigen bragte sine fund til M.J. Mathiassen, der var lærer på Mullerup skole. Han kontaktede straks Nationalmuseet, og med arkæolog Georg Sarauw i spidsen foretog museet en omfattende undersøgelse af stedet.

 

Maglemoselkulturen gav indblik i et primitivt jæger- og fiskersamfund, der helt og holdent var afhængig af naturen, som bidrog med alle de råmaterialer, samfundet lavede redskaber af. Knoglefund afslører herkomsten af elg, urokse og kronhjort. Her blev, dannet af ben og knogler, akser, dolke, kroge, køller, nåle og knive fundet. Foruden smykker formet af tænder.

 

I dag er her mose i et fredfyldt landskab. Dengang var der to små, holme i en sø. Inde på land, hvortil jagerne ankom i båd, kunne jages ulve, los, vildsvin og bjørne. Forskerne ved med sikkerhed, at jægerne allerede dengang holdt hunde som tamdyr. Det forklarer også, at Maglemosekulturen kaldes Jægerkultur med Hund. I september 1935 blev rejst to sten (populært kaldet Mullerupstenene) som minde om de enestående fund. Den ene sten betegnes som Gørlevstenen, den anden Høngstenen, fordi de i forhold til de senere kommunedannelser stod i hver sin kommune. Stenene har hver sin inskription, og lærer Mathiassen deltog i ceremonien.

Skrevet af Bjarne Robdrup

Mullerupstenene

Sejerøbugten

Mod Sejerøbugten på Røsnæshalvøen finder man en lang kyststrækning med sommerhusområder begyndende i Nyby på Røsnæs, Ågerup, Vollerup, Svenstrup og Saltbæk.

Kysten er et yndet område for en lang række fritidsaktiviteter som badning, kajaksejllads, vandring og ridning. Stranden er mange stedet noget stenet, men vandet er klart og her er flere steder mulighed for at benytte badebro. Bl.a. er der ved Vollerup Overdrev en offentlig strand med badebro og toilet, ligesom der ved Saltbæk er badebro og blåt flag.

Langs stranden følger en smal vandresti, der fører tæt forbi Kalundborg Camping helt frem til Saltbæk Vig. På vejen kan man vælge tage en lille afstikker gennem Vollerup Skov med et kuperet terræn, flere søer bl.a. Kirkebjerg fiskesø, moser, hjertesti, lejrplads med sheltere, geocaches, ridestier, mange træsorter, råvildt og et rigt fugleliv.

Sejerøbugten

© Copyright Oplevelsesguiden Kalundborg 2020 - Website by Black Capital Ventures