Med et areal på ca. 12,3 km2 er Tissø Danmarks fjerde største sø. Søen er en
ferskvandssø med gennemstrømning fra Halleby Å fra Åmosebassinerne. Via åens nedre løb er der afløb til
Storebælt.
Tissø har store vandstandssvingninger. De brede enge og rørskove er ofte vanddækkede om foråret og tørlagte om sommeren. I sensommeren og om efteråret er vandet ofte så lavt, at kysten består af sand og sten.
Langs søens bredder er vanddybden ikke over ca. 1 m. Men ca. 250 m ude, går det ret brat ned til 10-12 m. Der er et rigt og varieret fiske- og fugleliv omkring Tissø og her kan regelmæssigt observeres jagende
havørne og
fiskeørne - et sjældent syn i Danmark.
På søens østlige bred ligger en lille bøgeskov Klinteskov. Skoven er privatejet af godset Selchausdal, men man må færdes på de anlagte stier og her er mange sjove opdagelser at gøre sig. Her ligger nemlig både rester af et tidligere geddeklækkeri, et tidligere traktørsted Klintehuset, en gammel iskælder, 270 forskellige arter af urter, træer og buske, små vandløb m.m.