Dronning Margrethe d.1 på Reersø
Ved Reersøhuset står en Dronning Margrethe figur støbt i bronze, udført af kunstneren Raghild Raggen Nielsen. Figuren er inspireret af historien om dronningens utilsigtede besøg på Reersø.
Ifølge den mundtlige overlevering, forliste Dronning Margrethe nord for Reersø i Jammerlandsbugt og drev på en planke i land på Reersøs nordkyst. Hun var på vej fra Fyn til Kalundborg slot, som var et af kongemagtens tilholdssteder. Kongen/Dronningen måtte hele tiden rejse rundt i landet for at fortælle, at det var dem, der regerede.
Man modtog hende uden at vide, hvem hun var, og det var først da gårdejeren Hans Hansen, der havde huset damen i 3 dage, kørte hende ind på Kalundborg slot, at hun afslørede, hvem hun var.
Dronningen bestemte derefter, at Reersøboerne, som tak for deres enestående gæstfrihed mod en ukendt og tilsyneladende fattig kvinde, skulle være fri for at betale tiende. Desuden skænkede hun dem et stort engareal på Ornum, hvor hun og Hans Hansen havde slået hvil, så Reersøboerne altid havde et hvilested, når de skulle til købstaden.