Bispegården i Kalundborg by
Bispegården (Adelgade 6) er opført i årene 1450-1480 af biskoppen i Roskilde, der på det tidspunkt var en af Sjællands største jordbesiddere. Han opholdt sig her, når han besøgte Kalundborg for at ordne sine forretninger og klare sine gejstlige forpligtelser.
Efter reformationen blev Bispegården i 1538 udstykket og solgt i fire dele. Salsbygningen (den røde bygning, Adelgade 8) blev af kongen overdraget til byen, som indrettede den til rådhus i 1539. Helt frem til 1854 fungerede bygningen som byens rådhus, indtil man tog det gule rådhus på Torvet i brug (tidl. skatteforvaltning). I kælderen under rådhuset var der fængsel. Ganske flugtsikkert – historien fortæller hvordan mad og drikke til arrestanterne blev sænket ned i kælderen gennem en lem i gulvet til de “hårde” arrestanter, der sad i hundehullet.
Gennem årene blev Bispegården atter samlet hos en ejer. Og siden 1917 har hele Bispegården været ejet af Kalundborg Kommune, der har brugt bygningen til forskellige formål - bl.a. kommunekontor og beboelse.
I 1970 kort efter forrige kommunesammenlægning blev bygningen sat i stand under ledelse af professor, arkitekt Tobias Faber. Inventaret er designet af Poul Kjærholm – det store bord er ”custom made” til salen, og altså kun fremstillet i dette ene eksemplar. Tilsvarende findes der kun 3. eksemplarer af de små Poul Kjærholm-borde; de står alle 3 her i lokalet og er fremstillet til brug for pressen under byrådsmøder. Byrådsmøderne i gamle Kalundborg Kommune blev i årene 1970-2006 holdt i dette lokale.
Hovedudsmykningen er den lokale kunstner Grete Balles fri vævning ”Åbent møde”, der er inspireret af indsejlingen gennem Kalundborg Fjord.
1978-80 foretog Kalundborg Kommune en gennemgribende men nænsom restaurering af den resterende del af Bispegården. Ved restaureringen skabtes nogle af de smukkeste og mest karakterfulde udstillingslokaler på Sjælland.
Den 3. juli 1981 åbnede den første kunstudstilling i de nyrestaurerede lokaler. Det var en udstilling med den lokale maler Hans Sørensens værker. Udstillingen blev besøgt af ca. 2000 gæster. Og siden da har lokalerne dannet rammen om hundredvis af udstillinger med nogle af Danmarks bedste kunstnere.
Det er Kalundborg Kunstforening, som har ansvaret for tilrettelæggelse af de 7 årlige udstillinger.
Red. Palle Bruun Olsen